Derfor bekymrer du dig

Alle mennesker bekymrer sig. Og som pårørende, er det normalt, hvis du føler, at du bekymrer dig mere end andre.  

Måske bekymrer du dig om, hvordan du kan være den bedste støtte for din kære, uden at glemme dig selv. Måske tænker du over, hvordan I som familie bedst tager hensyn til den syges behov. Hvordan fremtiden bliver. Eller hvordan I klarer jer økonomisk.  

Den slags bekymringer er helt forståelige, og du kan ikke forhindre at de opstår, fordi du ikke kan ændre på, at sygdommen er der. 

Men hvis bekymringerne fylder for meget, tager de dit overskud og energi, så du hverken har plads til at tænke på dig selv, eller at være der for din kære.

For selvom du ikke kan bestemme hvilke bekymringer, der banker på, så er det dig, der vælger, om du vil lukke dem ind eller ej. Det er dig, der vælger, om du vil bruge tid på dem eller ej.

Men hvordan afgør man hvilke bekymringer, man vil lukke ind og give opmærksomhed og hvilke, der skal blive uden for døren? Det får du svar på i denne artikelserie, hvor du får viden og værktøjer til at håndtere dine bekymringer, så de ikke får lov til at fylde mere end højst nødvendigt.

Bekymringer har sikret vores overlevelse

Bekymringer er når dine tanker løber afsted med dig, og du begynder at gruble over, hvad der er sket i fortiden eller frygter for, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

Bekymringer har dermed været nødvendige for vores overlevelse, fordi de har gjort os i stand til at flygte fra rovdyr og undgå naturkatastrofer, dengang vi boede på den østafrikanske savanne.

Men hvor det dengang var gavnligt for os hele tiden at være på vagt, så er det i dag usundt, hvis du bekymrer dig for meget.

Når du bekymrer dig for meget, gør det nemlig at du:

For at forhindre, at bekymringerne får lov at fylde mere end højst nødvendigt, skal du først afgøre hvilken slags bekymring det er.

Handlebekymringer

Den første type af bekymringer kan vi kalde for handlebekymringer. Dette er bekymringer som kræver handling.

Det kan være bekymringer som:

“Hvem skal tage fri for at køre vores datter til psykolog?”,

“Hvordan skal jeg fortælle min chef, at jeg er pårørende og derfor nogle gange ikke har samme overskud?”

eller

“Hvem skal jeg kontakte, hvis min søn skal indlægges?”.

Det er handlesbekymringer, fordi det er nogle vi enten kan handle på nu og her, eller som vi kan aftale med os selv, hvornår vi gerne vil handle på. Denne type bekymringer er helt naturlige og er ofte en stor del af det at være pårørende.

Overbekymringer

Den anden type bekymringer kan vi kalde for “overbekymringer”. Dette er de rene bekymringer, hvor du bare gætter på fremtiden. Det er f.eks. bekymringer som:

“Bliver mit barn nogensinde rask?”

”Hvordan skal vi få økonomien til at hænge sammen, når vi skal betale for behandling til vores datter?”

Overbekymringer kan også være grublerier over fortiden, såsom:

“Er det min skyld, at min søn eller datter er blevet syg?”

eller

“Er jeg en dårlig pårørende, hvis jeg besøger en ven i stedet for at være ved min kære?”

Overbekymring fører ingen vegne. De skaber kun flere bekymringer, som til sidst giver tankemylder med en masse tanker, som du ikke ved, hvad du skal gøre med.

Når der kommer en bekymrende tanke, skal du derfor spørge dig selv: “kan jeg handle på tanken?”. Hvis svaret er ja, skal du prøve at afgøre, om det er noget du kan handle på nu og her eller om det er noget, der skal vente til, at du har tid og overskud til det. Hvis det er noget, der kan vente, kan det være en god ide at skrive det i kalenderen. Så ved du, at du har sat tid af til det, så du på det tidspunkt kan ordne det.

Hvis bekymringen ikke er noget du kan handle på, og det bare er bekymringer, der vil blive til grublerier og tankemylder, skal du øve dig i bare at observere, at tanken er der uden at give den opmærksomhed.

Det kan du gøre ved hjælp af Tigerøvelsen og Togøvelsen

Dine bekymringer vil komme og gå om du vil det eller ej. Men ved at bruge tigerøvelsen og togøvelsen, lærer du, at bare fordi bekymringerne melder sig, behøver du ikke bruge tid på dem.

Det er nemlig dig, der bestemmer om du vil give tigeren opmærksomhed, eller om du vil lade den passe sig selv.

Det er dig der bestemmer om du vil hoppe på toget eller lade det forlade perronen uden dig.