December 14, 2020

At give slip

Karina

pårørende til sin datter

I disse dage er det fem år siden vores helvede begyndte. Det er fem år siden, det endelig lykkedes for os at få hjælp til vores datter. Endelig fik vi foden indenfor i Psykiatrien efter i to måneder at have kæmpet, råbt, grædt og sparket døre ind for at få den rigtige hjælp.

For fem år siden havde vi ingen ide om, hvad der ventede forude. Vi vidste ikke, at så mange år af vores liv ville blive fyldt med kostplaner, vejning, opmåling, angstanfald, magtesløshed, kampe på flere fronter og samtidig en nærhed, som vi nok aldrig havde fundet, hvis det ikke havde været for det faktum, at en rædselsfuld sygdom flyttede ind i vores liv og i vores familie.

Det er også i disse dage, vi gør klar til, at vores datter nu flytter hjemmefra. En ung, smuk, sund, stærk og livsglad kvinde er nu klar til at stå på egne ben og klare sig selv. Hun er klar til at vise sig selv og hele verden, at hun klarede den, og at hun er kommet stærkere og klogere ud på den anden side.

Vores datter har tungere ting med i rygsækken, end de fleste på 20 år. Hun ved, at man ikke kan tage livet for givet. At det hele pludselig kan ramle, og at man kan finde sig selv helt derude på kanten, hvor ingenting længere giver mening.

Heldigvis ved hun også, at man KAN kæmpe sig igennem sit sygdomshelvede. Man KAN genfinde livsmodet, livsglæden og meningen med livet og igen sætte stor pris på det hele: leve livet og sætte sig nye mål for fremtiden.

Svært at give slip

Før vi nåede så langt, som vi er nu, havde vi været igennem ca. tre år, hvor spiseforstyrrelsen overtog alt. Der fandtes ikke noget andet, end at få vores datter rask igen. Alt andet blev helt ligegyldigt. Hun kæmpede, vi kæmpede – og vi lykkedes!

Da vi på et tidspunkt nåede dertil, hvor der blev flere og flere gode stunder, flere og flere gode dage, hvor mad, angst og depression ikke længere fyldte det meste, da ramte den nye opgave for mig som mor og nærmeste pårørende: at komme ud på den anden side og turde give slip. Turde give slip på det barn, som nu i flere år havde været fuldstændig afhængig af, at jeg blev ved hendes side, kæmpede hendes sag, fangede signalerne, skubbede på og holdt igen. Nu skulle jeg ”sænke alarmberedskabet” og vise hende, at jeg troede på, at hun kunne selv og vise hende, at jeg havde fuld tillid til, at hun nu selv havde styr på det hele.

Det var svært. Det var sværere, end jeg havde regnet med.

Jeg holdt stadig øje med, hvad min datter spiste. Jeg kunne igen mærke den store klump i maven og kvalmen i min hals, når jeg ikke syntes, hun spiste nok, eller når hun virkede presset eller ked af det. Jeg blev bekymret, når der var ting, der gik hende imod og udfordrede hende, for hvad nu hvis det var den udfordring, der endnu engang væltede læsset og slog hende tilbage i spiseforstyrrelsens kendte arme? Det kunne jeg simpelthen ikke magte skulle ske igen.

Min datter blomstrede op  

Lige så stille fik min datter vist mig, at hun var klar til livet igen. Efterhånden som hun stod igennem nogle kriser/udfordringer og selv fik vendt skuden igen og gang på gang blomstrede op og blev glad igen – ganske stille lykkedes det for mig at give mere og mere slip og blive tryg ved, at hun ER stærk og hun kan om nogen klare sig igennem de bump på vejen, som livet nu engang giver os.

Hun har lært på den hårde måde, men måske er det netop det, der har gjort hende til det anerkendende, empatiske, nysgerrige skønne menneske, hun er i dag? Tiden med sygdom har i hvert fald været med til at forme hende – selvom jeg selvfølgelig til enhver tid ville ønske, at hun aldrig var blevet ramt af denne forbandede sygdom!

Når sygdommens greb løsnes, bliver vi ramt

Som pårørende tror jeg, at vi alle bliver ramt – også på den anden side af spiseforstyrrelsen. Igennem lang tid fyldes vi op af den enorme bekymring, det er at have et så alvorligt sygt barn.

Vi rammes af magtesløshed og tvivl, når det viser sig, at der ikke findes nogen manual for, hvordan vores barn bliver rask igen. Når vi har båret det ansvar på vores skuldre så længe, og det så lige så stille bliver givet tilbage til barnet, så bliver vi først ramt.

Heldigvis rammes vi af en enorm lettelse, taknemmelighed og stolthed over, at hun klarede den, og at hun er så sej – men det hele bliver jo også blandet med, at der nu er tid og overskud til selv at mærke efter og se tilbage.  

Var det virkelig sådan?

Jeg tænker engang imellem tilbage på de dage, hvor jeg sad ved min datters side og talte hende igennem de voldsomme anfald, hun fik, når maden blev sat på bordet. Jeg tænker på de nætter, hvor jeg sov udenfor hendes dør af frygt for, at hun skulle gøre skade på sig selv, men hvor hun ikke kunne rumme, at jeg sov i samme værelse som hende.  Jeg tænker på de dage, hvor hun skreg sin smerte ud og bare ikke kunne holde ud at være i sin egen krop og i sit eget liv.

Var det virkelig sådan, det var? Skete det virkelig? Klarede vi virkelig det?

Det er vildt og smertefuldt at tænke på, men vigtigt at lade det komme og lade det være i tankerne for en tid. For når jeg ser på den smukke unge kvinde, der nu er klar til næste skridt i livet, så VED jeg, at hun klarer det. Jeg VED, at hun er klar, og jeg VED, at vi klarede det i fællesskab med det fælles mål, at hun skulle være rask og have sit liv tilbage.

Jeg vil nok altid være en lille smule på vagt og i alarmberedskab og prøve at fange alle de små signaler, der måtte komme.  Jeg håber ikke, det bliver en belastning for hende at have mig på sidelinjen, ligesom jeg har planer om at være her i stilhed.

Til dig, der er pårørende til hende, der er ved at være på den anden side af sin spiseforstyrrelse

  • Nyd den kedelige hverdag, der heldigvis igen har ramt jeres familie.
  • Vær opmærksom på DIG og den belastning, du har været udsat for og giv tid og rum til, at du også skal bearbejde det hele.
  • Klap dig selv på skulderen og nyd livet lige nu.
  • Og vigtigst af alt - lad hende for altid mærke, at du stadig er her og stadig er med hende hele vejen!
A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang