January 6, 2021

Min mors sygdom betød, at vi byttede roller

Louise

30 år, pårørende til sin mor

Min mor og jeg har altid haft en nær relation, hvor vi har været ligeværdige og kunnet sparre med hinanden. Og én ting skal man vide om min mor - hun har altid været stærk og har fået enderne til at mødes i en hverdag med fuldtidsjob, som engageret frivillig og alenemor til min bror og jeg.

Derfor kom det som et chok for alle, da hun første gang i sommeren 2016 på en uge gik fra at være udefra set velfungerende til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling med en voldsom depression, der førte til en psykose. Min mors forløb er meget atypisk. Hun var indlagt en måneds tid og efter endnu en måned, var hun stort set tilbage i hendes normale liv.  

Da hun første gang var syg, boede jeg i udlandet og kunne måske derfor bedre distancere mig fra det. Da hun igen blev syg – med et nogenlunde ens sygdomsforløb - i september 2018, ramte det mig om muligt endnu hårdere. Måske var det, at det nu ikke længere var en engangsting, men noget hun var blevet og er. Rollerne blev byttet helt rundt under hendes sygdomsforløb, og det påvirkede vores relation. Det er netop det, jeg vil skrive om her.


De pårørendes sygdom

Egentlig har jeg det lidt ambivalent med at kalde mig selv for pårørende. For efter min mor kom på benene igen efter sidste sygdomsforløb, er det ikke fordi, at det påvirker mig på daglig basis. Men der er stadig situationer, der kan tricke mine tanker tilbage til den tid.

Eksempelvis fortalte min mor mig en dag, at en af hendes bekendte ikke tog telefonen – senere fandt hun ud af, at han var blevet indlagt på psykiatrisk og havde fået taget sin telefon. Det, synes hun, var lidt mærkeligt og så måtte jeg jo sige: ”jamen mor, de tog jo også din telefon, da du var indlagt, fordi du heller ikke vidste, hvad du sagde til folk”. I sådan en situation kan jeg godt blive påvirket af alt det, der er sket.  

I dag er min mor heldigvis bevidst om det og er meget opmærksom på, om hun kommer til at træde mig over tæerne. Det skal dog siges, at min mor fik elektrochok-behandling. Det kan du læse mere om her. Behandlingen virkede enormt godt, men den betyder, at hun stort set ikke husker sine indlæggelser. Derfor kan hun sige ting, der tricker mig uden at være bevidst om det. Min mors sygdom har på nogle måder mere været de pårørendes sygdom.


Svært at give slip

Da min mor blev syg, blev jeg enormt vred over, at hun var væk fra den ene dag til den anden – jeg følte på mange måder, at jeg havde mistet hende, uden at hun var væk. På den måde har vores relation helt sikkert været igennem en udviklingsproces. Fra at den var rigtig god, inden hun blev syg, til at den blev virkelig udfordret. Det tog et års tid efter hendes seneste indlæggelse med lange, dybe samtaler og arbejde med vores relation, før vi nu er tilbage til at have et ligeværdigt og afslappet forhold.  

Det har gjort det enormt kompliceret for mig, at jeg fra den ene dag til den anden skulle tage ansvar for hendes overlevelse og liv. Dels kommunikation med læger og forståelse af medicin, men også helt praktiske ting som at tjekke hendes E-boks og betale hendes regninger – der er så mange praktiske ting, når ens mor pludselig bare zoomer ud. Min mor blev også fyret, da hun blev syg anden gang. Det måtte min bror og jeg tage på sygehuset og fortælle hende. Og dagen efter havde hun glemt det.

Rollerne blev byttet helt rundt, fordi vi skulle tage ansvar for vores ellers utroligt stærke mor. Da hun blev udskrevet og langsomt fandt sine ben at stå på, skulle jeg pludselig slippe det ansvar igen. Det viste sig faktisk at være det sværeste, og jeg var enormt dårlig til det, hvilket resulterede i den svære relation mellem os.  

Min mor blev frustreret over, at jeg hele tiden ville blande mig i, om hun nu fik slappet ordentligt af, prioriterede rigtigt osv. Jeg følte på den anden side, at jeg var nødt til at blande mig, fordi vi to måneder tidligere havde været nødt til at indlægge hende på psykiatrisk afdeling mod hendes vilje.

På et tidspunkt spurgte min mor: ”Hvad vil I have, at jeg skal gøre? Ligge min kalender frem til offentligt skue, så I kan se, hvor tit jeg har planer – hvordan skal jeg nogensinde vise overfor jer, at jeg kan balancere det?”. Hun følte nok, at hun skulle stå til regnskab overfor min bror og jeg. På en måde syntes jeg faktisk også, at hun skyldte os at gøre det. Det var enormt svært og faktisk grunden til, at jeg endte med at søge psykologhjælp.  


Det er dit liv - du bestemmer

Min mor ville også gøre alt for, at vores relation blev god igen. Så hun tog mig med til sin psykolog, hvor vi havde to timer sammen, ligesom jeg også gik til psykolog på egen hånd. Dengang blev jeg vred over, at hun ikke involverede os mere, når det var svært for hende. Men efter, at jeg selv er blevet mor, forstår jeg det bedre. Man vil jo gerne skåne sine børn og løse sine problemer selv.

Det har været nogle svære samtaler, vi har haft. Og det har krævet enorm ærlighed og vilje til at ændre vores forhold fra os begge. I dag har jeg lært, at uanset hvor meget man gerne vil beskytte den person, der er syg, så kan man ikke det. Når vedkommende finder sine ben igen, kan man lave lister med dem over de ting, de skal huske, men man kan ikke gøre arbejdet for dem. Derfor er man nødt til at arbejde med sig selv, indtil man kan slippe det og sige: “jeg kan ikke bestemme over dig og dit liv, men du kan spørge mig, hvis du vil høre min mening”.  

Jeg har lært at stille min mor spørgsmål, der får hende selv til at reflektere. Jeg spørger eksempelvis: ”hvorfor tænker du, at det valg er godt for dig”, eller ”hvorfor vil du gerne det?”, i stedet for at pålægge hende min mening eller beslutte for hende. For det gjorde ikke noget godt for vores relation, hvis jeg formanede hende og dømte hendes valg. Det skabte bare en afstand mellem os, fordi jeg agerede mor for hende – og det havde hun jo ikke lyst til. Men det har virkelig taget mange timers øvelse at komme dertil, hvor jeg siger: ”det er dit liv, og du bestemmer”.  

I dag er vores relation på mange måder ude på den anden side igen. Det er ikke nødvendigvis den samme relation, men en anden – men god - en. En lang periode talte vi eksempelvis sammen hver eneste dag, fordi jeg havde brug for at mærke, hvor hun var på vej hen. I dag er jeg så taknemmelig for, at hun tør bruge mig som sparringspartner igen, og at vores relation igen er blevet ligeværdig.

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang