April 14, 2021

Det er svært at balancere rollen som hjælper og som kone

Anonym

Kvinde, 28 år, pårørende til sin mand

For halvandet år siden blev min mand overfaldet i vaskekælderen i vores ejendom. Det var en voldsom episode, der har udløst angst hos min mand. Først var det angsten for vaskekælderen, så blev det angst for den type af mennesker, der stod bag overfaldet. Men angsten sniger sig ind flere og flere steder. Hvad der før blot var bekymringer, er i dag blevet meget angstprægede, og det er meget uforudsigeligt og svært at få hold på for mig som pårørende.  

Hver aften, hjælper jeg min mand med at planlægge næste dag, så der altid er en bagdør i forhold til hans angst. Vi strukturerer hans dag, så han præcis ved, hvilke ting han skal sortere fra, hvem han skal ringe til, og hvad han konkret skal gøre, hvis angsten rammer.

EN SVÆR BALANCE

Når ens mand så pludseligt rammes af angst, rykker det også pludseligt ved balancen i ens relation. I dag skal jeg balancere både at være hans kone, og være hans hjælper og tovholder i forhold til angsten. Fra start har jeg gjort det meget tydeligt, at jeg ikke er hans behandler, men jeg hjælper og støtter alt, hvad jeg kan.  

Vi har et ganske normalt parforhold, men angsten kan være en belastning for vores relation. Min mand er normalt en meget kærlig og rolig mand, men når han rammes af angsten, bliver han – udover at få de helt klassiske tegn på angstanfald, såsom hjertebanken og vejrtrækningsbesvær - sammenbidt og modløs. Derfor har vi lavet en aftale om, at han, når angsten får overtaget, er nødt til at stole på mig og gøre nøjagtig det, jeg siger. Det kan være enormt voldsomt at stå i de situationer, fordi han bliver vred på mig. Derfor har jeg et mantra, der lyder, at det er angsten, der taler.  

STADIG TOVHOLDER I DAGLIGDAGEN

Hjælpen har været enormt lang tid undervejs for os. Først for nylig, har min mand fået en psykolog, og det er en kæmpestor lettelse for mig. Det tager lidt af presset fra mine skuldre, at jeg hos psykologen har fået bekræftelse i, at jeg har gjort det rigtige ved først at udøve en form for damage control, og dernæst stille og roligt forsøge at udfordre angsten og stille krav.

Det er rigtig godt, at min mand nu får professionel hjælp til at arbejde med angsten, selvom jeg stadig er tovholder i dagligdagen. Vi forsøger til daglig at drukne det hele lidt i humor – og generelt er vi rigtig gode til at være sammen om og tale om angsten.  

Vi har altid været gode til at tale sammen og rumme hinanden. Den styrke bruger vi rigtig meget i dag. Vi sørger for at lave regler i ”fredstid” – som eksempelvis reglen om, at han gør, hvad jeg instruerer ham i, når angsten får overtaget. På den måde sikrer vi, at alt er talt rationelt igennem på forhånd.  

DET VIGTIGSTE ER AT TALE OM DET

At vi formår at rumme hinanden og sætte ord på vores følelser betyder også, at vi siger det, der gør ondt. For det er nødvendigt. Min mand har eksempelvis fortalt, at han har haft selvmordstanker. Og selvom jeg bliver enormt ked af det, så kan jeg godt rumme det.  

Vi sørger for at tage nogle gode snakke i weekenden, når der er tid til bare at være os to. Det lyder måske mekanisk, men vi har indført, at vi to gange om ugen sætter tid af til at være kærester, og hvor det ikke handler om angsten. Det kan bare være at se en film og gå en tur. Det er vigtigt for os begge - og også helt centralt i forhold til, at jeg lykkes med at balancere det at være hans hjælper og hans kone.  

Overordnet, er jeg fortrøstningsfuld, når jeg tænker på fremtiden. Min mand arbejder virkelig med angsten, og han er allerede kommet rigtig langt. Jeg tror, at det vigtigste er, at man formår at tale om udfordringerne og huske, at man også skal sætte tid af til at være mand og kone.

FÅ ET SAMTALEVÆRKTØJ HER

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang