April 14, 2021

Jeg kender mine børn bedst 

Mette Jelbert

52 år, pårørende til sin datter og søn

Jeg tænkte bare: ”Hvad har vi dog gjort forkert?”.  

Efter vores datter var blevet diagnosticeret med en svær depression og angst, synes jeg, at jeg kunne begynde at se de samme tegn hos vores søn. Da han gik i puberteten, ganske rigtigt, så ramte det også ham.  

Min søn var med i baggrunden under hele forløbet med vores datter. Der er 3,5 års forskel på de to. Da vores datter var midt i hendes forløb,  blev vores søn mere og mere indelukket og blev bedste venner med mørket og hans spillecomputer. Han gik fra en udadvendt dreng, der spillede fodbold og havde mange venner, til en ensom ung mand, der levede i mørket, og udviklede en svær social angst og depression.  Han begyndte at ryge - også hash - og der tog hans liv en drejning.   

Min søn blev indlagt, da han var 22 år. Han vækkede mig grædende om natten, og bad mig stå op. Han ville gerne indlægges på psykiatrisk skadestue, fordi han var bange for, hvad han kunne finde på.  Han havde været på vej til hoppe ud af vinduet fra 1. sal, men turde ikke.  Vi kørte straks,  men  afdelingen  ville ikke tage imod ham - han var ikke dårlig nok.  Så vi måtte kontakte hans psykiater næste morgen,  og hun indlagde ham straks.  Igen, ligesom med vores datter,  stod jeg tilbage med en følelse af,  hvorfor er det lige netop vores børn, der  blev  ramt af det her?  

Hvorfor lige os? 

Vi er en helt almindelig, kærlig familie, hvor vi hverken har været alkoholikere, misbrugere eller  haft et hjem med vold.  Jeg har tænkt virkelig meget på, om de havde været ude for et eller andet, og jeg har ledt efter en grund – efter årsagen.  Ligesom,  hvis man brækker et ben efter et fald.  Det ville være så dejligt med en forklaring, men den er aldrig rigtig dukket op. Det har virkelig været svært at erkende, at begge vores børn blev syge - uden at have en egentlig årsag at hænge det op på. 

Selvom jeg har følt mig mistænkeliggjort undervejs, har jeg hele tiden insisteret på, at jeg kendte mine børn bedst.  Vores søn var indlagt i 14 dage uden, at der skete den store udvikling. Han ville ikke have medicin, og medicin var det primære fokus på afdelingen. Så han opholdte sig der egentlig bare, og så kom de og kiggede til ham, og gav ham noget mad.  Han blev udskrevet igen, da han ikke længere var selvmordstruet. Nu skulle han hjem igen, og det hele startede forfra. Jeg skulle igen sidde på jobbet og være urolig for,  hvordan han havde det.  

“Jeg er læge, og ved bedst” 

Efter en overfladisk, og, efter min mening, hurtig undersøgelse, diagnosticerede en overlæge min søn med diagnosen paranoid skizofreni. Under interviewet havde min søn bl.a. sagt, at han følte, at folk kunne se lige igennem ham, og vidste, hvad han tænkte, når han gik i gågaden, at han var bange for at blive bedømt, og møde nogen, han kendte. Han havde fortalt om en papegøje, der sad på skulderen i visse situationer. Her grinede jeg højt, som mor vidste jeg udemærket, hvad det med papegøjen kom af. 

Hvad overlægen ikke var klar over var, at den papegøje-figur, blot var en, der var brugt på min søns kursus “hverdagens helte”. Et kursus, der hjælper unge med at få bedre selvværd i København. Papegøjen var blot en metafor,  han brugte. Men lægen tolkede den papegøje som skizofreni. Det lyder helt skørt i dag. Og overlægen ville ikke høre på den historie, der lå bag. 

Jeg insisterede dog på, at de havde givet ham den forkerte diagnose. For jeg kunne jo se, at det var fuldstændig de samme symptomer som hos min datter. Hans kommentar var “så er hun måske også skizofren”. Jeg blev faktisk rigtig vred på overlægen undervejs. Han sagde; ”nu er det jo mig, der har læst, og har en lang uddannelse med i min rygsæk”, men jeg spurgte, om de ville være søde at give ham noget angstbehandling, for det var jo det, der var problemet. Lægen ville helst give ham medicin for skizofreni. Jeg tør ikke tænke på de bivirkninger, han kunne have fået, hvis de havde behandlet ham for det. 

Han endte med at få angstbehandling, og derefter, er der sket en kæmpe udvikling. I dag har de min søns hjemmelavede metode, ”trafiksignalet”,  med i undervisningen til angstramte. Et redskab, der gør det nemmere at kommunikere til pårørende, hvor man er i sin angst. Og lægen har i dag erkendt, at den diagnose han stillede,  ikke var den rette, og slettet den fra min søns journal. Nu har han diagnosen svær angst. 

Mindre behandler, mere forælder 

I dag er vores søn ved at lære, hvordan han skal leve med sin angst.  Begge vores børn er selvkørende på den måde, at de har gode mennesker omkring dem – også professionelle.  Derfor har vi nu en aftale om, at vi primært er deres forældre, fremfor at være deres behandlere.  

Hvis jeg fornemmer, at der er noget, spørger jeg selvfølgelig til det – og hører, om psykologen er kontaktet. Men ellers er vores hjem deres frirum, og vi ser dem, som de mennesker, de er. Efter de forløb vores børn har været igennem, er vi som familie blevet utrolig tætte. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, at vi kan blive tættere.  

Selvom vi i dag igen, primært, er deres forældre, er jeg glad for, at jeg tog dem i hånden og fik dem med ud, og de fik den hjælp, der skulle til. Og at jeg har stillet kritiske spørgsmål alle steder, og på deres vegne, og insisteret på, at jeg som mor kendte dem bedst. Men puha, det har været hårdt, og det vil altid sidde i mig, som en lille alarmklokke. Hvis de ringer sent en aften, ringer alarmen i mig, og ofte er det jo bare en lille almindelig ting, som eksempel: “ mor, vil bare sige, jeg elsker dig”.  

Redskab til, hvordan du kan få mere energi

Hvordan husker du dig selv? Et redskab er ”Energispanden”. Den kan du bruge til at finde ud af, hvilke ting du kan gøre for DIG i din hverdag. Hvad skal du fokusere mindre på, og hvad bør du bruge mere tid på?

Energispanden er et redskab, der er nemt at udfylde. Den kan fungere som et budget over dine mentale og fysiske ressourcer, og gøre dig opmærksom på, hvad og hvornår du trækker over på budgettet – for så er det vigtigt at prioritere at få fyldt energi i budgettet igen.

Følg trinene nedenfor:

Energispand
  1. Tegn en spand f.eks. på et stykke papir. Den behøver ikke være pæn!                                                              
  1. Sæt en streg tværs gennem spanden, der indikerer, hvor meget energi, du har netop nu. Jo længere nede mod spandens bund din streg ligger, jo mindre energi har du.

  1. Tegn et hul (eller et x) i spandens bund for hver ting, der dræner din energi. Det kan være manglende søvn, uvished, sygdommen, etc.   

  1. I toppen af spanden skal du skrive de ting, som giver dig energi. Det kan eksempelvis være gåture i skoven, yoga eller at lave mad.

Du skal sørge for, at der altid er energi i spanden. Er der balance, eller flyder der mere energi ud, end du kommer i? Hvis der ikke er balance, skal du fokusere på at gøre flere ting, der giver dig energi, eller forsøge at lukke/fjerne nogle af de ting, der tager din energi!

Du må ikke løbe tør, for så kan du hverken passe på dig selv, eller andre.

Husk på, at der ofte vil være huller i spanden, som du ikke kan lukke eller fjerne, f.eks. sygdommen. Det gør, at du i stedet være opmærksom på at fylde mere energi i spanden. Jo mere energi du fylder i, jo mere opvejer det de huller, som ikke kan lukkes eller fjernes.

7 ideer til, hvordan du kan få tid til dig selv i hverdagen

  1. Træk vejret: Slap af, lyt til musik eller find afspændingsøvelser. Du kan søge på guidede vejrtræknings-, afspændings- og mindfulnessøvelser på YouTube.  

  1. Køb dig til lidt tid: Når du kommer hjem fra arbejde, så brug fem minutter ekstra i bilen eller gå en lille tur rundt i kvarteret – Giv dig selv tid til at komme godt ind ad døren.  

  1. Bekymringstid: Få ro på bekymringstankerne - Giv dig selv lov til at dykke ned i dem i 10 minutter på et bestemt tidspunkt hver dag. Sæt uret og hold tiden. Når der så kommer en tanke uden for bekymringstiden, så forsøg at parkere den til næste gang, du har bekymringstid på skemaet.  

  1. Motion: Dyrk let motion med lav intensitet for at nedbringe stressniveauet i din krop. Gå en tur, tag cyklen på arbejde, eller stå af bussen et stop før det, du plejer at stå af ved.

  1. Find en hobby: Find eller genfind en interesse, som du kan dykke ned i, og som kan hjælpe til at flytte dit fokus.  Det er i sær godt med kreative hobbyer.

  1. Skemalæg pauser: Skriv dine pauser i kalenderen – På denne måde bliver de lige så gældende som andre aktiviteter.

  1. Sig ”Pyt”: Øv dig i at sige pyt til flere ting. Der er kommet en ny, uventet spiller på banen, som tager mange af dine ressourcer. Du gør det så godt, du kan, med de ressourcer, du har. Tillad dig at skære ned på de ting, du føler, du skal, og prøv ikke at sæt forventningerne til dig selv for højt.

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang