April 14, 2021

Du skal ikke føle skyld over at have det godt

Anonym

Mand, 18 år, pårørende til sin storebror

Det er som om, at det er printet ind i min hjerne, at jeg skal føle skyld, når jeg har det godt. Og det er noget, jeg stadig kæmper med i dag, selvom det er blevet meget bedre.  

Jeg er pårørende til min storebror, der har haft depression og angst. Jeg var 15 år, da han blev syg, og det har betydet, at vores roller er blevet byttet helt rundt, men også at vi har fået et meget tættere forhold til hinanden.  

En helt anden verden

Jeg var lige begyndt på efterskole i Nordjylland, da min mor ringede og sagde, at min bror havde det rigtig dårligt og var flyttet hjem. Han havde ellers boet på kollegie i nogle år. Min storebror havde haft det skidt i længere tid, så på det tidspunkt tænkte jeg ikke voldsomt meget over det. Jeg tænkte bare: ”okay, han har nok bare brug for at være lidt tid hjemme hos os – fair nok”.

Vi måtte ikke komme hjem fra efterskolen den første weekend. Og der var også ret langt hjem fra Nordjylland, så jeg kom først hjem efter to uger. Men da jeg trådte ind gennem døren derhjemme, kunne jeg bare mærke, at det her var en helt anden verden.  

Min storebror sad bare på sit værelse hele tiden. Eller faktisk var det mit værelse – det havde jeg givet ham lov til at låne – han havde også min computer, så jeg havde ikke rigtig mit eget sted, når jeg var hjemme i weekenden, og min mor var fuldstændig nedkørt af det hele.  

Jeg følte enorm skyld over, at jeg havde haft det så fedt på efterskolen, mens min familie bare gik i opløsning derhjemme. Der er nok altid ét øjeblik, hvor det går op for en, hvor slemt det er. For mig skete det, da jeg kom hjem den weekend og så, at der var kommet alarm på knivskuffen i køkkenet. For ifølge min storebrors psykolog, var han voldsomt selvmordstruet.  

Dér ramte alle de følelser, jeg siden fik igennem hele hans sygdomsforløb, på en gang. Det var overraskelse, frygt og ja.. skyldfølelse, fordi jeg selv havde haft det så godt de uger. Og der indså jeg, hvor slemt det var, og at han ikke blev god om en måned igen.  

Hjælp ved at være glad

Min familie sagde til mig, at jeg hjalp ved bare at være til stede og være glad. Så på den måde blev min skyldfølelse nok lidt mindre, fordi de sagde, at jeg ikke kunne begribe, hvor meget det hjælper at se en, man elsker, have det godt, når man selv har det elendigt.  

Så jeg fik lov til at være glad, men ikke til at være ked af det. Fordi, de kan jo ikke sige, at du hjælper ved at være glad uden at sige, at det er forkert, at du er ked af det – og hvis du er ked af det, skal du holde kæft med det. Jeg ved godt nu, at det slet ikke var det, der blev ment med det – men sådan forstod jeg det, da jeg fik at vide, at jeg bare skulle være glad.  

Da jeg var på efterskolen, tænkte jeg hele tiden på det. Når jeg havde et øjeblik for mig selv, kunne jeg godt bryde helt sammen i gråd.  

Et voldsomt ansvar

Min mor sagde på et tidspunkt: ”Nu bliver du nødt til at være storebroren i det her”. Det var vildt underligt, for jeg havde altid skjult mig lidt bag min storebror, men pludselig skulle jeg stoppe med at lære mere af ham, før han var blevet god igen.

Det betød, at det var mig, der stod for alt. Eksempelvis gaver til jul og fødselsdage. Jeg fandt på alle gaverne og købte dem. Jeg var en slags sergent, der uddelegerede opgaver – eller.. Det gjorde jeg så ikke, fordi det kunne han ikke overskue. Så det var nemmere at gøre det hele selv.

Men op til vinteren efter, jeg kom hjem fra efterskole, blev det hele nok lidt for meget. Jeg ville gerne snakke med nogle om, at jeg havde det lidt dårligt, men jeg tænkte, at det ikke kunne være nogen fra min familie, fordi jeg så ikke kunne hjælpe dem ved at være glad. Så jeg forsøgte at holde det hemmeligt. Jeg endte med at få en vinterdepression. Og det resulterede heldigvis i, at jeg kom til at tale med en virkelig god psykolog, der hjalp mig til at forstå, hvad hjælp kan være.  

Det var rigtig godt at tale med hende. For jeg havde taget ansvar for voldsomt mange ting – fordi jeg er en person, der gerne vil hjælpe andre, og så er det egentlig ligegyldigt, om jeg selv er okay, så længe nogen har brug for min hjælp. Hvis du virkelig lever efter den ideologi, så kan du altid finde nogle, der har brug for hjælp – og på den måde aldrig nogensinde hjælpe dig selv.  

Men jeg fandt ud af, at man jo ikke bare kan fortælle en joke til en, der har det virkelig dårligt, få dem til at grine - og så er alting godt. Man kan kun hjælpe dem ved at passe på sig selv. Før min bror blev syg, talte ham og jeg aldrig om, hvordan vi havde det. Men især efter, at jeg er fyldt 18, og er begyndt at tage tjansen med at køre ham til steder, er vi begyndt at tale 1-1 i bilen, og det gør helt vildt meget for at forstå hinanden. Så vi er blevet meget, meget tættere.

Husk at hjælpe dig selv først

I dag er hjælp for mig blevet – udover at gøre helt konkrete ting for min familie – at huske mig selv, og at jeg skal have det godt, før jeg kan gøre en forskel for dem. I dag tænker jeg, at jeg skal bringe mig selv i en position, hvor jeg har det godt med alt, hvad det indebærer, før jeg kan hjælpe andre.

Jeg er blevet enormt interesseret i bøger – især om psykologi. I en af de bøger, er der en fyr, der beskriver, hvordan du ikke kan hjælpe andre, før du hjælper dig selv. Altså: hvis du ikke er i god stand, hvordan søren skal du så kunne hjælpe andre? Det havde jeg brug for at høre i en time på en lydbog for at forstå.  

Nu tænker jeg, at jeg først og fremmest skal have det godt. Og hvis jeg har energi og lyst til at hjælpe, så bør jeg gøre det. Men hvis jeg hverken har energi eller lyst, så har jeg faktisk ingen forpligtigelse til det. Hvis jeg ikke er i en position, hvor jeg kan hjælpe, så er de nødt til at forstå det. Det kan godt føre til konflikter, hvis min mor eksempelvis spørger, om jeg kan hjælpe med at rydde op nu – og jeg virkelig har brug for at sidde og slappe af og tage vare på mig selv. Men så rydder jeg jo op bagefter.

For at huske mig selv på, at jeg skal have det godt, står jeg op en halv time tidligere, end jeg skal om morgenen, og sidder med en kop kaffe. Ingen musik, ingen telefon, intet tv. Det er en måde for mig at sige, at nu sidder jeg bare og tænker. Det er virkelig godt, fordi så glemmer man ikke sig selv. Egentlig er det jo ikke en svær ting at tænke over, hvordan man selv har det - kunne man forestille sig. Men for mig har det krævet tid at lære at fokusere på det.  

Jeg er også blevet vældig optaget af at dyrke fitness. For mig er det virkelig en kilde til at have det godt – også mentalt. Det virker nok ikke for alle, men jeg tror, det er godt at finde noget, hvor man kan få det godt selv. At sørge for, at man bringer sig selv i en tilstand, hvor man kan hjælpe andre.  

Og jeg har lært, at det er vigtigt at huske sig selv som pårørende. At huske at have det godt – og det er ikke lig med at være glad, men at have det, som man nu engang har det med alt, hvad det indebærer – og det skal man ikke føle skyld over.

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang