February 12, 2021

Selvomsorg kræver mod

Sophie Espe

Sophie er kommunikatør, podcaster og pårørende til sin mor, der har paranoid skizofreni

-”Jeg hedder Sophie og jeg er pårørende til min mor, der har paranoid skizofreni. Det at vokse op med en psykisk syg mor, har påvirket mig igennem hele mit liv. Jeg tænker, at hvis det at være pårørende kan fylde så meget i mit liv, må det også fylde i andres.”

En rolig stemme med et klart formål, toner ud af højtalerne. Stemmen tilhører Sophie Espe. Hun er yogalærer, kommunikationsuddannet, podcaster – og så er hun pårørende. I 2019 startede hun podcasten “Jeg er også pårørende”, fordi hun havde en lyst til og et behov for at fortælle sin egen historie, men også for at blive klogere på, hvordan andre tackler livet som pårørende.

Sophie har et klart budskab til andre pårørende: Husk dig selv og husk, at selvomsorg kræver mod i form af at åbne op, stoppe op og reflektere over, hvordan man passer på sig selv som pårørende til et menneske med en psykisk sygdom.

At være pårørende er et livsvilkår

For Sophie selv har der været lang vej fra, at hun i hendes barndom og tidlige ungdom var den altid omstillingsparate, stærke og dygtige pige, der levede af omverdenens ros, til i dag at turde prioritere og passe på sig selv.  

Podcasten er første gang, jeg taler frit og ikke tager hensyn til, om folk kan tåle at høre, hvordan jeg har haft det. Det har været helende at lave podcasten for mig – det at dele mine oplevelser med ligesindede, der nikker genkendende til mine oplevelser, mindsker virkelig følelsen af ensomhed. En tredjedel af Danmarks befolkning er pårørende, så det er fuldstændig åndssvagt, at vi hver især går rundt og tænker “er det bare mig, der har det så svært”, siger Sophie.


Hun italesætter selv sin pårørende-rolle som et livsvilkår. Udefra set lignede hendes familie en kernefamilie med mor, far og børn. Og det husker Sophie, der er den ældste af tre søskende, også de første syv år som. Men da Sophie var otte år gammel, blev hendes mor sygemeldt med stress – og siden blev det ikke det samme.

Stress var katalysatoren for min mors sygdomsforløb. Så fik hun en depression, blev maniodepressiv, fik psykoser og i dag har hun paranoid skizofreni, fortæller Sophie.  


Selvom der også var gode øjeblikke og kærlighed i familien, husker Sophie det som utrolig svært at vokse op med en psykisk syg mor.  

Jeg havde hele tiden antennerne ude og var det, man fagligt kalder ”et super tilpasset barn”. Sådan et barn – og også ung – hvor man slet ikke kan mærke, at der er noget galt. Jeg var god i skolen, en god ven og storesøster, og jeg levede af at få ros for at være god og stærk. Jeg levede virkelig i troen på, at det var godt ikke at vise min sårbarhed, men jeg ville ønske, at nogen havde sagt, at jeg ikke behøvede at være så stærk.


Hun levede i mange år fuldstændig op til sin opfattelse af den stærke datter og storesøster:

Men jeg var bundulykkelig indeni – det vidste jeg bare ikke, før jeg var midt i 20’erne, siger Sophie.  


At turde vælge sig selv til

Allerede som 17-årig var der klare tegn på, at der var noget galt i Sophies liv. Hun fik en depression og udviklede derfra en lang spiseforstyrrelse.

Det var så akavet, da vi sad i den lægekonsultation og han diagnosticerede mig med en mild depression. Jeg tænkte: ”åh nej, nu er jeg med til at skabe endnu flere problemer”. Men det var ligesom bare det, vi talte aldrig mere om det i familien – og mine forældre anede ikke, at jeg havde en spiseforstyrrelse, fortæller hun.


Kort efter orkede Sophie ikke længere at være den omstillingsparate pige, der var nødsaget til at navigere i kaos. Hun flyttede hjemmefra. Men omstillingsparatheden og pleaser-genet tog hun med sig ind i voksenlivet.

Jeg levede videre med, at alt var på andres præmisser – og jeg har taget det med ind i både veninde- og kæresterelationer. Folk har fået lov at træde på mig, og overskride mine grænser, uden at de har vidst det. Fordi jeg aldrig sagde fra.


Efter Sophie flyttede, havde hun adresse i både Hamborg, Aarhus, Sønderjylland og København. Hun uddannede sig til og levede af at være professionel danser i nogle år, men vendepunktet i hendes liv kom for alvor, da hun i 2015 tog en yogalæreruddannelse.

I yoga er man tvunget til at lytte til sig selv og sin vejrtrækning. Der kunne jeg for første gang mærke, at min krop bare skreg på at blive hørt og få omsorg. Den var helt stiv, og der var ikke noget at sige til, at jeg havde ondt. Selvfølgelig brugte jeg kroppen meget til dans, men jeg bar samtidig rundt på så mange ubearbejdede følelser og traumer, så min krop måtte sige fra på et tidspunkt.


Det er svært at nævne en konkret hændelse, der gjorde, at hun begyndte at reflektere og åbne op. Men selve yogafilosofien og -historien er i sig selv terapeutisk, ifølge Sophie. Den har langsomt medvirket til, at hun de seneste fem år har fundet ud af, at hun bliver nødt til at vælge sig selv til, for at kunne være noget for andre.  

Fællesskab og forståelse

Da Sophie 14. maj 2019 udgav første afsnit af ”Jeg er også pårørende”, var det første gang, hun for alvor satte ord på, hvad det har gjort ved hende at vokse op med en psykisk syg mor. Første gang hun helt åbent og ærligt delte ud af sine erfaringer, oplevelser og refleksioner – også de mørke af slagsen.

Min lillesøster ringede dagen efter og græd og sagde, at hun ikke anede, at jeg havde haft det så svært, og at spiseforstyrrelsen havde været der i så lang tid.  Og sådan er der mange, der er kommet og sagt, at de ikke anede, at jeg dealede med alle de her ting. Det er netop mit budskab: at man som pårørende skal sætte ord på de svære ting - det behøver ikke lige at være i en podcast – men det at sætte ord på det til nogen, der vil lytte. Det er utrolig vigtigt, for jeg bar på det hele selv, og det var så tungt.


Sophie har selv haft gode veninder og et par mostre, hun kunne tale med om sin situation. Men hun oplevede, at folk generelt oftest spurgte ”hvordan går det med din mor”, i stedet for ”hvordan har du det?”.

Det kan jo også være svært at være den, der lytter til en som mig. Jeg kunne næsten altid sige noget i stil med: ”det går som det plejer”, ”det går dårligt – hun er lige blevet indlagt”, ”hun sover aldrig” eller ”hun græder hele tiden”. Så er det svært, hvad man som lytter, skal svare. Det blev ofte: ”nå ehm, mon ikke det bliver godt igen?” Og jeg vidste bare: ”nej, det bliver aldrig godt”. Og på et tidspunkt kom jeg til et punkt, hvor jeg bare ikke gad snakke om det. For folk kunne alligevel ikke gøre noget ved det, og jeg var træt af, at det skulle fylde og være så stor en del af min identitet.

Netop at kunne tale med ligesindede, der nikker genkendende til Sophies oplevelser som pårørende, er en af de helt store gevinster ved podcasten. Med den er hun medskaber af et fællesskab, hvor man kan finde nogle at spejle sig i.

Om det er ligesindede på sociale medier, i en podcast eller nogle man møder fysisk, kommer sig ikke så nøje. De har den her forståelse, der gør, at man finder ud af, at man ikke er alene. For det er rigtig godt at tale med veninder, men hvis de ikke selv har sygdom i familien, har de svært ved at nikke genkendende til det, man siger. Det var i hvert fald en årsag til, at jeg filtrerede min information. Fordi: ”årh de forstår det måske ikke alligevel, så jeg dropper det”.  


For Sophie har der været to skridt, inden hun nåede til at finde et fællesskab blandt andre pårørende. To skridt, hun tror, at alle pårørende skal igennem. Det første er at komme sig over chokket i den nye rolle og lære den at kende. Andet skridt er at acceptere den og reflektere bevidst over, hvordan man udfylder rollen.  

Stræber efter at være åben, ærlig og modig

Netop at reflektere bevidst over, hvordan hun skulle være pårørende til sin mor, er en del af den proces Sophie har været igennem siden 2015. I dag bor hendes mor, efter en skilsmisse fra Sophies far for 8 år siden, på bosted. Derfor er det også Sophie og hendes to søskende, der er morens primære omsorgspersoner.  

I 2015 skete der, udover yogalæreruddannelsen, det for mig, at jeg mødte min nuværende svenske kæreste og flyttede til Malmø. Fysisk flyttede jeg mig længere væk fra min familie, hvilket var rigtig sundt for mig på det tidspunkt. Men det resulterede også i at jeg mentalt fik en pause og mere tid til at være der for mig selv.


Den fysiske afstand besværliggjorde spontane besøg hos Sophies mor.
 

Jeg kunne ikke længere rykke ud som den redningsaktion, jeg tidligere havde været. Og jeg fandt bare ud af, at der skulle ske noget andet. I 2015 gik det op for mig, at jeg var bundulykkelig – mit liv fungerede ikke, og jeg vidste ikke, hvem jeg var. Så det var naturligt, at jeg langsomt blev nødt til at flytte mit fokus fra at forsøge at redde min mor og min familie til at have fokus på at hjælpe mig selv til at få det bedre - og finde ud af, hvordan jeg fandt en vej i mit liv.


I dag er Sophie godt på vej mod den mission. Hun bor stadig i Malmø med sin kæreste og deres 2-årige datter. Og Sophie er blevet meget bevidst om, at hun må passe på sig selv for at kunne tage vare på sin egen lille familie.

Helt konkret har hun øvet sig i at lytte til sine egne behov fremfor alle andres. Hun øver sig i at stoppe op, når hun står i en situation, hvor hun normalt ville have drønet ned for at hjælpe sin mor.

I starten var det så svært - lidt ligesom at skulle til lære at gå på hænderne – enormt uvant. Men øvelse gør mester. Og det hjælper at insistere på, at jeg er den bedste datter, hvis jeg ikke kommer med udrykning. Jeg prøver at tackle min egen dårlige samvittighed og spørge mig selv:  ”gør jeg det for min mors skyld eller for min egen?” Og engang imellem kommer jeg frem til, at det er min dårlige samvittighed, der får lov at styre. For der er jo ikke lighedstegn mellem den indsats, du lægger som pårørende, og hvor meget bedre den syge får det, desværre.


Det har ikke været nemt at begynde at opføre sig modsat ens intuition, ifølge Sophie. Hun tror på, at mennesker er sat i verden for at hjælpe hinanden.

Men vi pårørende er jo utrolig udfordrede på det punkt. For i princippet kan vi ikke lave andet end hjælpe, hvis vi ikke selv er bevidste om at sige fra og tage valg om, hvornår vi står til rådighed. Hvis den dårlige samvittighed og håbet om, at min mor bliver rask får lov at styre, så kunne jeg ikke lave andet end banke på døre, sætte møder op eller gøre rent på hendes værelse.


Det er ikke fordi, Sophie ikke længere hjælper som pårørende til sin mor.

Sådan er det slet ikke. Det handler bare om at have sig selv med i det og engang imellem at træde et par skridt baglæns. Mange siger det her med, at man ikke kan hjælpe andre, før man hjælper sig selv. Det er lidt komplekst, for jeg kunne hjælpe i helt vildt lang tid uden at være der for mig selv. Men jeg var til gengæld også bundulykkelig.


Netop at pårørende skal huske sig selv, håber Sophie, at hendes podcast kan bidrage til.

Det kræver mod at yde selvomsorg. Men vi er så mange, og mit håb er, at vi kan hjælpe hinanden ved at åbne op og sige: Jeg er også pårørende.


Hvad kan du lære af Sophie?

Sophie har som pårørende til sin mor lært, at man bliver nødt til at huske sig selv for at kunne være en god pårørende: huske selvomsorg og at turde række ud til andre.  

Her er tre korte steps til, hvordan du kommer i gang:

  1. Husk – hver ting til sin tid

Det tager tid at vænne sig til et liv som pårørende. Sophie forklarer det som to skridt, hun tror alle skal igennem. Kan du genkende disse skridt? Hvor er du nu?

Skridt: At komme sig over chokket over at have fået en ny rolle, og nu skulle lære rollen at kende.

Skridt:  At acceptere rollen og reflektere bevidst over, hvordan man udfylder den

  1. Træk vejret og lyt til dig selv

Stop op, træk vejret og lyt til dig selv og din vejrtrækning. Du bærer måske rundt på mange ubearbejdede følelser eller tanker. Øv dig i at lytte til dig selv - også selvom det måske kun er to minutter til en start.  

  1. Sæt ord på din situation og dine følelser

Det hjælper at fortælle om din situation, og hvordan du har det. Mennesker omkring dig ved ikke, hvad du gennemgår, hvis du ikke lader dem vide det. Start med at åbne op til en, som du stoler på og føler dig tryg ved.

 

  1. Accepter, at du ikke kan redde den syge

Det tog Sophie mange år at finde ud af, at ligegyldigt hvor meget hun hjalp sin mor, så blev hendes mor ikke rask. Som Sophie fortæller, så kan der ikke sættes lighedstegn mellem din indsats som pårørende, og hvordan den syge har det.


Du har dit liv – det er okay, at du forsøger at være der for dig selv.

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang