April 14, 2021

Når julen står for døren, og intet er som det plejer

Karina

Mor til sin datter, der kæmper med en spiseforstyrrelse.

Hvordan kommer man igennem december måneds julehygge, når ingenting er som det plejer og ens barn og familie er ramt af en spiseforstyrrelse?   

I julen 2015 rasede min datters sygdom på et meget højt niveau. Oven i det hele fyldte julemad en hel del overalt – i fjernsynet, i skolen, i familien. Overalt forbindes julehygge med julemad og med det at spise. Ikke den nemmeste opgave at blive stillet overfor, oven i alt det andet, der stadig var så svært at forholde sig til.

Vi fandt frem til nogle ting, der hjalp os igennem december. Måske kan de også bruges i din familie:

Veninder på besøg

Hvis din datter er så heldig stadig at have veninder, der holder fast i deres venskab trods sygdommen, kan det være rigtig hyggeligt at arrangere, at de kommer forbi på julehyggebesøg. Du tænker måske, at det nemt kan lave uorden i tidsplanen, men her er det vigtigt, at din datter også får lov at bevare sine venskaber, og holde fast i de veninder, der er.  

Hvis det falder sammen med et mellemmåltid, kan det være en god ide at lave små anretninger til alle pigerne indeholdende de ting, din datter har brug for, og som hun normalt får til mellemmåltiderne – en bolle, mandler, smoothies, muffins eller andet. I denne coronatid kan det være godt at anrette portionsvis – så er din datter også sikker på, at hun får det hun skal – og hverken mere eller mindre. Dette kan være med til at skabe en nærmest almindelig hyggestund for pigerne.  

 

Hav altid en plan B, hvis I har inviteret gæster hjem til spisning.  

Det var ikke ofte, vi inviterede gæster til spisning. Vi havde ikke overskuddet, og jeg husker også, at jeg tænkte, at ingen skulle opleve min datter have det så skidt.  

Juleaften inviterede vi dog den nærmeste familie, som vi plejer, og lavede den aftale, at min datter skulle sidde yderst ved den ene side af bordet med mig ved siden af og sin papfar og bror overfor. På den måde sad hun nærmest dem, hun plejede og var vant til følge med i, hvad hun spiste.  

Samtidig havde vi en aftale om, hvad hun skulle spise. Vi anrettede hendes portion på en tallerken til hende, så hun kunne stole på, at portionsstørrelsen var rigtig. Samtidig havde vi en klar aftale om, at hvis hun ikke kunne rumme at sidde ved bordet, eller hvis et anfald kom snigende, så ville hun og jeg lige så stille gå ind i rummet ved siden af, hvor vi havde forberedt, at vi to kunne sidde og spise – helt uden drama og spørgsmål midt i måltidet.  

Senere på aftenen, hvor vi normalt alle får slik og juleknas, fik hun serveret sin sædvanlige aftensmoothie, alt imens hun sad pakket ind i tæpper for at holde varmen, som stadig var så svært for hendes afkræftede, tynde krop. Det hele endte med at blive en rigtig hyggelig aften for alle – både for gæsterne, for min datter og for hele familien.

Hvis I skal ud at spise hos andre

Find (hvis det er muligt) ud af, hvad der vil blive serveret, hvis I skal på besøg hos andre. Tal med dit barn om det, og lav en aftale om, hvad der vil være muligt for hende at spise.

Sæt dig altid så tæt på dit barn som muligt, så I sammen har mulighed for at gå ud og tage en pause, hvis det hele bliver for intenst. Hjælp med at overskue maden, der serveres uden at være overvågende eller kommanderende. Vælg dine kampe, og tag dem helst derhjemme.

Hav eventuelt selv en madpakke med, hvis det, der serveres ikke passer ind i det, der står på kostplanen. Aftal det med værterne I besøger, så det ikke skal tages op, når I kommer.

Hav også altid mellemmåltider med, som evt. kan spises i bilen på vej til og fra arrangementer. Det viste sig hos os at være meget vigtigt med timingen af måltiderne, så de var fordelt over døgnet. Måske virker det også for dit barn.  

 

Glædelig jul – alting til trods

Jeg tror, det er vigtigt at prøve at holde fast i nogle af de juletraditioner, du og dit barn plejer at nyde at have sammen. Juleindkøb, pynte stuen op, pynte juletræ. Prøv at holde fast i de glæder, disse stunder kan give, så både du og dit barn også har gode stunder i julen, hvor der kan hygges og grines, og hvor I måske bare for en stund kan glemme, at sygdommen har ramt jer, og at det er en virkelig hård tid for både dig, din familie og dit barn. Der skal ikke slækkes på måltiderne, på tidsplanen og aftalerne – men julehyggen må gerne komme snigende alligevel.   

Håber blot, nogle af disse løsninger kan bruges hos dig og dit barn, og jeg håber I – på trods af alle udfordringerne, kampene, tankerne og den store sorg – alle må få en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

A pair of hands grabbing each

Brug for et frirum, hvor du kan møde andre pårørende?

Få adgang